Pommard-smagning d. 20. september 1996

v/ Bjarne Andersen

70 medlemmer havde denne gang fundet vej til menighedshuset på Margrethevej, så vi må åbenbart have ramt et emne, der interesserede mange.

Smageprogrammet kan naturligvis også have haft en tillokkende virkning, idet der denne gang var ikke mindre end otte 1. cru’er på programmet. Dejligt at se så mange medlemmer bakke op omkring en smagning.

Pommard har tidligere levet højt på at man kunne sælge hvad man ville, hvilket har fristet mange producenter til at sende en række kedelige, atypiske vine af tvivlsom kvalitet på markedet. Men tider skifter og i takt med stigende efterspørgsel efter kvalitets Bourgogne, er det da i dag også muligt at finde en række seriøse domainer på markedet, som fremstiller Pommard af høj kvalitet. Det skulle i hvert fald blive spændende at se hvad Pommard kunne byde på denne fredag aften.

Vi lagde ud med to vine fra Mussy. Pommard village og 1. cru Epenots, begge i årgang 1993. 

Førstnævnte fremstod i næsen som en enkel og ligefrem vin uden de store dikkedarer. Pæn duft med strejf af jordbær og hindbær. Smagen var noget tør og skarp og vinen fremstod tynd. Ikke overraskende var 1. cru’en en tand bedre, men mest i smagen. I næsen var den dog mere koncentreret med nuancer i retning af kirsebær. Smagen pæn saftig og klart bedre end village vinen. Var de to vine udtryk for typiske Pommard vine?

Der var kommentarer fremme om at vinen mere mindede om Crozes-Hermitage!

Under alle omstændighed må det nok konkluderes at vinene skuffede noget i forhold til hvad man kunne forvente at Mussy i en god årgang.  

Næste sæt bestod af 1. cru Les Clos Blanc fra Machard de Gramont i årgang 1990 hhv. 1991. Der var en utrolig forskel i farven. 90‘eren var meget dyb og mørk, hvorimod 91‘eren overraskende var meget udviklet og brunlig. Dette afspejlede sig da også i både duft og smag.

Her var 90‘eren initialt lukket, men åbnede op med en meget tæt og koncentreret duft af røde bær. Dette gik også igen i smagen, hvor der både var kraft, saftighed og god balance. Gemmevin?.

91‘eren derimod havde fine modne nuancer uden dog at være decideret landlig. Modenheden gik også igen i smagen, som dog var en anelse tør. Drik nu.

To gode vine synes jeg, dog med et klart plus til 90‘eren.

Så var det blevet tid til de to 1. cru Epenots fra Drouhin i årgang 1993 hhv. 1988.

Når man kender Drouhins stil, forventer man flotte og korrekt lavede vine med masser af frugt, og jeg synes bestemt ikke at der var grund til at blive skuffet over disse to vine fra Pommard. 93‘eren nærmest osede af frugt.

I smagen gik frugten igen, og man kunne fornemme nye fade, en god fylde og pæn balance. En lækker og indsmigrende vin. 88‘eren var allerede pænt udviklet.

Til at starte med var der kål og andre grøntsager i næsen, men som vinen fik lov til at stå i glasset, kom der andre nuancer frem. Drikkemoden nu. Som sagt to gode vine, hvor 93‘eren dog får min stemme. Til priser på 229 hhv. 248 må de dog siges at være betalt.

Næstsidste sæt bestod af tre vine fra forskellige producenter, og der var da også tale om tre vidt forskellige vine. Den første var en Hospice de Beaune, Cuvee Suzanne Chandron, 1992 fra Martenot. Næsen var let krydret med en anelse peber foruden en ganske pæn frugt. I munden snerpede vinen en anelse. Lidt for meget syre i forhold til frugt og lidt spinkel, men trods alt en dejlig vin. Drik nu og et par år frem.

Næste vin var en gammel kending, dog i en ny årgang, nemlig 1. cru Clos des Epeneaux fra Comte Armand i årgang 1993. For de, der synes at Bourgognevine er for lyse, er dette vinen. Ekstrem mørk, nærmest sort og uigennemsigtig. Næsen fremstod i starten lukket, men åbnede dog efter et stykke tid op med en duft af tjære, men jeg synes dog godt at man kunne fornemme at der gemte sig andre ting nedenunder.  

Smagen bekræftede duften. Lukket og tanninrig. En meget kraftig vin, der sætter i sig hele munden, og som en tandlæge formentlig vil advare imod at drikke for meget af.

Til en pris på kr.255 er dette måske heller ikke så sandsynligt. Det er ikke en vin, der er behagelig at drikke nu, men som skal gemmes længe.  Kan den stå distancen?

Den sidste vin i sættet var også en 93‘er og kom fra 1. cru Fremieres og domainet Monthelie-Douhairet.

Der var mange meninger om denne vin. Nogle mente at det var aftenens vin og andre kunne bestemt ikke lide den.

Til forskel fra de andre 1. cru’er denne aften, kommer den syd for selve Pommard by, grænsende helt op til vinmarkerne i Volnay, og det kan naturligvis være en af årsagerne til at den skilte sig en del ud fra de andre. Den fremstod med en duft af lækre røde bær, som gik igen i smagen. Dejlig saftighed og god koncentration. En efter min mening flot og harmonisk vin.

Punktum for denne aften blev sat af endnu en 1. cru Epenots, men denne gang i årgang 1966 (nittenhundredesekstiseks) fra Piat (ikke pjat som nogle måske ville udtale det).

Om vinen var Piat eller pjat vil jeg lade være op til den enkelte at bedømme. Vinen var dog hverken gået over eller madeirariseret. Naturligt nok gammel i både farve, duft og smag.

Den smagte egentligt ganske udmærket uden på nogen måde at være en stor vin, og den havde da efter al sandsynlighed nok været bedre for 10 år siden.  Er Pommard så stadig en kommune man bør forbigå, når lageret af Bourgogne skal suppleres derhjemme? Jeg synes at denne smagning viste, at det er der bestemt ingen grund til.

Smagning af vin fra Årgang 1993

Af Søren Thorhauge

Ca. 30 medlemmer af selskabet var d. 22. november samlet i menighedshuset, for at vurdere om denne nok så roste årgang kunne leve op til sit ry.

Smagningen blev indledt med 2 hvide vine, dels Monthélie-Douhairets Meursault-Santenots og dels Marius Delarches Corton-Charlemagne. Meursault-Santenots’en havde en pæn lys farve med en anelse grønt. Vinen havde en umiskendelig duft af Chardonnay tilsat en god portion - og nogle mente for megen - fad. Smagen viste sig at hænge godt sammen med duften, men den typiske „Meursault-fedme“ var svær at finde. Eftersmagen var pæn. Corton-Charlemagnen havde en lidt lysere farve end den forudgående vin. Duften var svær at finde på nuværende tidspunkt. Også her var megen fad i smagen. Chardonnay-smagen blev først tydelig efter en rum tid. Eftersmagen var længere end den forudgående. En god vin, men vel ikke helt det jeg forventer af en hvid grand cru.

Resten af aftenens vine var røde, og smagningen var tilrettelagt således, at den første vin var Chantal-Lescures Côte de Beaune „Grande Chantelaine“, anden vin Jayer-Gilles Côtes de Nuits Village. Herefter arbejde vi os op gennem Côte D’or fra Santenay til Gevrey-Chambertin.

„Grande Chantelainen“ havde en lys farve næsten teglstensagtig. Duften var ikke kraftig, men alligevel typisk for pinot noir. Smagen var en smule kort. Til prisen, kr. 65,- kan man heller ikke forvente en kanon-vin. Vinen havde desuden stor konkurrence fra Jayer-Gilles vin, men dette kan heller ikke overraske Bourgogneselskabets gamle medlemmer. Denne vin var meget mørkere, næsen var kraftig med toner af kirse- og andre bær samt fad. Smagen var meget kraftigere, end man normalt finder i vin fra denne lidt ydmyge appellation. Der var dog en anelse svovl i flere af aftenens flasker, hvilket trækker fra i den samlede bedømmelse af vinen.

Så kunne vor rejse begynde.

A. Bellands Santenay 1.cru „Les Gravieres“ stod på programmet sammen med Monthelie-Douhairets 1. cru Volnay „Les Champans“. Santenay’en havde en noget lys farve med vandig kant. Duften afslørede spor af anis, lettere mørk frugt samt fad. Smagen var præget af en aggressiv syre. Eftersmagen kort. Volnayen var noget mørkere end Santenay’en. Duften var pæn fyldig med god sød frugt. Smagen var noget spids af frugtsyre, der var en del frugt; men eftersmagen var kort.  

Den første af smagningens to opfordringer var Tollot-Beauts Beaune 1. cru, „Clos Du Roi“, der sammen med J.J. Cunferons Nuits-St.-Georges 1. cru „Les Chabeuf“ udgjorde næste sæt. Tollot-Beauts vin var, som det er normalt for vin fra denne producent, en vin med farven i de lettere toner.

Dette skal man ikke lade sig lokke af. Vinen var meget lækker med en rigtig god balance. Eftersmagen var lang. Cunferons vin var kommet med på afbud, men hvilken erstatning. Allerede farven afslørede, at der var tale om en vin med megen stofrigdom. Smagen var stadig noget „stram“; men i ordets bedste betydning og eftersmagen meget lang - en klassisk Nuits-vin i en god årgang. Denne producent har været lidt overset her i selskabet, men vi får forhåbentlig mulighed for at smage, hvad han laver en anden gang.

Så var det tid til le Grand Cru. Først den anden opfordring Tollot-Beauts Corton Bressandes. Derefter Gros Frere et Seurs, Clos de Vougeot „le Musigny“ og til slut J. Rotys Charmes Chambertin „Cuveé Tres Vielles Vigne“.

Corton´en havde en flot rubinrød farve, og familieforholdet til Clos Du Roi’en var umiskendelig. Vinen indeholdte samme elementer; men bare i mere koncentreret form.  

Clos de Vougeot’en var lidt mørkere, havde en koncentreret duft med en anelse svovl. Der var rigtig god koncentreret frugt i vinen og eftersmagen var lang. Rotys vin var klart aftenens mørkeste, duften forekom meget lukket, smagen var utroligt koncentreret og meget voldsom. Dette kunne man formentlig også forvente, når hovedparten af druerne kommer fra stokke, der har passeret de 100 år.

Det kan konkluderes, at bønderne i Bourgogne endnu en gang har haft heldet med sig, som så mange andre gange inden for de seneste år. Held er naturligvis ikke at kimse af, men det er spørgsmålet om de mange gode årgange ikke mere skyldes bedre viden hos dyrkerne og dermed følgende metoder i vinfremstillingen, så vi også fremover kan forvente et stort antal af de såkaldte gode Årgange. - Det skal vi naturligvis ikke være kede af her i selskabet.

Stemningsrapport fra Bourgogneselskabets middag d. 26.10.96.

Eva Sørensen

Lokalerne var næsten ikke til at kende igen da de 26 forventningsfulde medlemmer mødte frem. Der var pyntet med efterårets farver det stod smukt til de tændte kandelabre, ja der var endda musik i baggrunden.

Den 5 retters menu blev indledt med et glas Alligoté og en lille appetizer, mens de sidste gæster ankom. Vi gik til bords og nød de velkomponerede retter, der alle var smukt portionsanrrettet.

Vinene der var udvalgt efter menuen faldt i god smag, og ikke mindst med Corton-Combes 1989 fra Marnay-Sorelles var der tale om et rigtig godt køb til prisen. Den er vist også udsolgt nu!

Der blev serveret en god portvin til nøddetærten, og efterfølgende marc eller fine til kaffen.

Vi kan vist roligt sige, at der ikke var nogle der gik hverken sultne eller tørstige hjem fra det arrangement. Bourgogneselskabets personlige hoffotograf var hele aftenen på pletten og forevigede aftenens højdepunkter.

Der var en rigtig god stemning og snakken gik livligt ved de tre borde.

Hvis der skal dryppes lidt malurt i bægeret kan man afslutningsvis konkludere, at det var synd at så mange af selskabets medlemmer gik glip af denne aften.