Louis Jadot på besøg i Bourgogneselskabet

Af Torben Sørensen

Det var en gammel bekendt af Bourgogneselskabet, der var på besøg d. 7 maj 1999.

Igennem årene har vi ofte smagt vine fra dette velrenommerede firma - både som “rene” smagninger eller som en næsten fast deltager, når vi smagte vine fra kommuner eller enkeltmarker.

Måske har der i de seneste år været lidt længere imellem husets vine end der var tidligere. Bestyrelsen har jo altid prøvet at fine nye vinkler på de forskellige emner og vi har også forsøgt at eksponere vine fra en række af de mere ukendte dyrkere.

Smagninger med Jadot´s vine vil aldrig høre til de billigste - ej heller denne…

Importør i Danmark havde udvalgt vinene, der blev smagt sammen med én af de danske Jadot-forhandlere, Vinoteket fra Gentofte.

Firmaet vinificierer 150 (ethundredeoghalvtreds!) forskellige vine, så det er en meget vanskelig opgave at vælge vine til og fra.

Huset har ført en omtumlet tilværelse fra sin start tilbage i 1850 som ren negotientfirma, hvor man købte vinen på fade hos bønderne for siden at sælge videre.

Igennem årene har huset imidlertid opkøbt mange områder og man ejer nu 105 hektar, der således bliver domaine aftappet. Det drejer sig efterhånden om over 50 af de 150 vine, der bærer husets navn.

Her skal hele husets historie ikke gentages - interesserede kan finde den fyldigt omtalt i alle de forskellige standardværker om Bourgogne.

Den danske importør, Kåre Selvejer, kunne fortælle om de mange spekulationer, der var i hele vinbranchen da firmaet i 1985 kom på amerikanske hænder, nemlig det store firma COBRAND. Årsagen til dette “forræderiske” salg til USA var manglende arvinger i Jadot-familien. Disse bekymringer er blevet gjort til skamme. Der er ikke trukket én Franc ud af forretningen i den forløbne årrække - tværtimod bliver alt overskud reinvesteret således af Jadot nu råder over noget af det mest moderne produktionsudstyr i hele området.

Og så selve smagningen:

Vi lagde for med et par hvide vine; Saint Aubin Blanc 1996 og Mersault village 1996 til henholdsvis kr. 198,- og 285,-

Saint Aubin fandt jeg behagelig, tør med en god syre, men for spinkel i strukturen til at acceptere prisen. Mersault village var en meget lækker, fed Chardonnay med et godt syrebid der stod flot til den ret kraftige tanin.

Den røde afdeling lagde for med husets volumemæssigt store vin, Bourgogne Rouge, Couvent de Jacobins, 1997.Det er en vin, Jadot producerer til hurtig konsumption - typisk restauranter. Fin lille pinot-næse - smagen ren og vinøs. Drikkeklar nu. Prisen på 100 kroner er rimelig, men jeg syntes personligt man fik mere vin med den efterfølgende Givry Rouge 1997 til samme pris. Her var igen en fin pinot-karakter i næsen. Jeg fandt lidt røde bær. Vinen udviklede sig i glasset og vil være på toppen om et til to år.

Så tog vi en dyb indånding og sprang helt til Beaujolais med vinen Chateau des Jacques, Moulin á Vent, 1997. Her var det pludselig Gamay-druen, der var kommet under behandling af Jadot´s kældermester. Man kan mene hvad man vil om deres vinifikationsmetoder, og det er forståeligt at det har vakt en del bekymring i Beaujolais af Jadot vinificierer gamay fuldstændigt som var det Pinot Noir. Resultatet er en vin, der i karakter minder mere om de røde vine fra Côte d´Or end jeg har oplevet før. At dømme efter kommentarerne til blindsmagningen ved smagningens afslutning, hvor netop denne vin kom op igen, var hovedparten af de fremmødte af samme mening. En pris på kr. 129,-  for en Beaujolais er meget, men om to til fire år vil det vise sig at være en god investering.

Tilbage i Côte d´Or smagte vi nu dels en Fixin village 1996 og en Beaune 1. cru Toussiants 1995 og endeligt en Beaune 1. cru Clos des Ursules til henholdsvis kr. 185,- 245,- og 280,-.

Ikke overraskende var Fixin den “mindste” af vinene, men om et til tre år vil den have udviklet sig til et rigtigt godt glas. Der var en imponerende pinot-næse allerede!

De to første cru´er var meget interessante at smage op mod hinanden. Begge var initialt lukkede - Clos des Ursules måske med en smule sødme, hvor Toussiants først efter 15-20 minutter begyndte at løfte lidt af sløret for hvad der senere kunne komme ud af denne vin. I smagen var tanninen meget dominerende i begge vine - Jeg fandt den bedste balance i Clos des Ursules hvor især en temmelig voldsom moden syre blev balanceret flot ud af tanninen. Det er i øvrigt også en mark som Jadot-firmaet i særlig grad er stolte af - marken har været i familiens eje siden 1826.

De sidste to vine på smageskemaet var henholdsvis Nuits-Saint-George, village, 1996 og Corton Pougets, Gr. cru, 1993. Her var priserne helt i top med henholdsvis kr. 310,- og kr. 500,-

Jadot har altid lavet kraftige Nuits-vine og denne på papiret “simple” village vin var ingen undtagelse. farven var dyb violet med en ganske svag lys kant. Ikke tegn til modne orange toner i farven overhovedet. Næsen var præget af ret udtalt fad. Smagen var flot med de fra unge vine kendte toner af organiske opløsningsmidler (andre vil måske anvende mere romantiske betegnelser for denne smag/duft, men alle kender den fra f.eks. unge Rhone vine) Som andre vine fra årgang 1996 kunne man nyde den med stor fornøjelse nu, men den vil udvikle sig de næste år også. Der var ved smagningen flere, der var lidt bekymrede over at vine var så udviklet allerede. Ved mit bord var alle nu tilfredse over denne dejlige vin.

Farven alene kunne næsten afsløre Grand cru niveauet på den sidste programsatte vin. Den var dyb violet uden antydning af lys kant endsige modenhed.

Umiddelbart var vinen fuldstændig lukket i næsen - efter et stykke tid kom der primært alkohol frem. Smagen var begyndt at vise de fine takter, men en fænomenal længde, fedme og fylde, der lovede godt for en gensmagning om 4-6 år.

Min konklusion på denne aften var at Jadot fortsat producerer vine i topklasse. Ikke at jeg egentligt har tvivlet på det, men denne aften fik vi også lov til at smage nogle af de nyere vine, som man har valgt at vinificiere - jeg tænker her på vinen fra Beaujolais, som jeg i hvert fald ikke foreslog på da vi afslutningsvis skulle blindsmage.

Pinot Noir smagning i Bourgogneselskabet.

Af  Palle B Hansen

Den 19. november afholdtes dette århundredes sidste smagning i Bourgogneselskabet.  Det var en smagning af Pinot Noir fra hele verdenen. Formanden bød velkommen og viste med sit vinglas hvor meget man måtte skænke i glasset. Det er desværre nødvendig en gang imellem.

Der var lavet en ”tipskupon” hvor der var mulighed for at få 22 krydser sat rigtigt – hvad det blev, kommer vi tilbage til.

Der blev sagt lidt om Pinot Noir druen, om hvordan den smagte i de forskellige lande som benytter den. Derefter begyndte smagningen. Det er svært at beskrive vinene i et referat når de er blinde, så jeg vil gøre det at jeg vil skrive navnet sammen med kommentarerne. De to første vine var Beaune 1. cru Dom Albert Morot 1996 samt Alsace Burlenberg Dom. Marcel Deiss, ville vigne 1996.  Den første var ret lys i farven, den var meget ude af balance, slet ikke som vi kender Morots vine. 1996 er jo ellers et godt år i bourgogne, så hvad Mmd. Chopin har lavet i 1996 er ikke godt og vide. Den næste vin var mere mørk men, næsen gav ikke rigtigt noget. Den lette duft samt en spinkel smag virkede helt atypisk til den mørkere farve.  Priserne for vinene var henholdsvis kr. 229 samt kr. 210.  De to næste kom på banen. Den første var en Portugisisk vin fra Casa Cadavel årgang 1996, samt en Spätsburgunder fra Ligenfelder, Reinpfalz 1996. Den portugisiske smagte tydeligt af Pinot Noir, den var godt nok ikke særlig kraftig, og havde også kun en let fylde, men alligevel en behagelig vin. Spätburgunderen var også en ganske dejlig vin, mærkbart lettere en den portugisiske, men alligevel med en del frugt. Begge gode vine og prisen taget i betragtning – gode køb henholdsvis kr. 80.- og kr.100.- 

Vi forlod nu Europa for at drage til Chile. I Casablanca Valley fremstillede man Errazuriz. Helt anderledes en nogle af de vine vi havde smagt før denne aften. Ved mit bord kom tanken på blommesaft. Det var en meget mørk vin, ung fra 1997, der var en del som kunne lide den, men Pinot Noir ??

Den sydafrikanske vin var den ”falske Bourgogne”. Den klare lyse pinotfarve vi alle kender, letheden og elegancen fra Bourgogne mente vi også og kunne spore! Men nej – snydt igen Waker Bay -  Hamilton-Russel årgang 1997 hed denne ”falske bourgogne”

De to næste. - Den ene havde prop, og i et øjebliks forvirring, kom en gående med flasken i hånden, hvorpå alles øjne så rettes mod flasken. Det lykkes dog at gemme flasken, men folk havde ”set noget” og der blev gættet på, om det ikke var tysk der stod på etiketten, eller hvad sprog det ellers var.

Den første var australsk og hed Salitage. Det var en pæn mørk vin, en vin hvor farve og smag passede godt sammen. Mørk farve – dejlig fylde, med mørke bær, dejlig vin. Da den anden vin var blevet skiftet ud var det også en dejlig overraskelse. Pæn mørk i farven, fulde og dejlig frugt i næsen. Disse to vines navne og pris! Salitage 1997 kr. 178. – samt Alto Adige Hoffstätter Pinot Nero 1993 – Italien.

Turen var nu kommet til de tre sidste. Vi havde præsenteret 10 vine og en joker. Hvad jokeren var vidste ingen endnu, men den måtte jo komme. Den første var fra New Zealand. Waipara, Pegasus Bay. Og med navnet Prima donna. Det var også en af aftenens store overraskelser. Dejlig vin som ” havde stærke sammenligningsbånd til Bourgogne” Den næste var fra ”over there”. Ikke fra Oregon – eller Napa, næe vi havde været så ondskabsfulde og finde en fra Saintsbury.  Det var Carneros, Saintsbury Pinot Noir reserve 1996. endnu en dejlig overraskende vin. Mere lys og let ned dem fra ”down under”, men så afgjort god. Priserne for disse vine kr. 245.- samt 250.-

Jokeren – ja det var den samme vi som vi startede smagningen med. En vin fra ”hjemstavnen” , igen Albert Morot. Beklager Madame  - der var stadig ingen tilslutning til din vin. Vi er skuffede – meget.

Set i bakspejlet så var det en svær smagning. Den der havde flest rigtige på tipskuponen var en 6er. Tillykke med de seks rigtige.  Der var forslag om at der skulle have været mere bourgogne i, men det var jo ikke en ”landskamp”, derimod en smagning om hvordan Pinot Noir også kan smage. Kunne vi så ikke have valgt en anden Bourgognevin?. Vi syntes i udvalget at Albert Morots vin var typisk for Bourgogne og den er smagt flere gange i selskabet, og har i det store og hele altid været tilfredsstillende. Vi skulle måske have prøvesmagt Albert Morots vin, men som sagt er det let og være bagklog.

Referat af smagningen d. 29.10.99 ”Clos St. Jacques”

af Eva Sørensen

Denne efterårsaften var der mødt 36 medlemmer op til et udsolgt arrangement.  Det havde været et meget stort arbejde at skaffe flere af vinene, og flere kunne kun leveres i begrænset antal fra særlige gemmer og kældre. ”Clos St. Jacques” betragtes af de fleste som værende på Grand Cru niveau, og priserne er vel også derefter. Marken ejes i dag af  5 producenter, hvoraf  de fire var repræsenteret på smagningen.

Dom. Bruno Clair

Dom. Armand Rousseau

Dom. Michel Esmonin

Dom. Louis Jadot

Den 5. ejer Jean-Claude Fourrier (0.89 ha) var det ikke muligt at skaffe vine fra. Smagningen var tilrettelagt således at vi smagte de fire producenters vin i årgang 1996. Til lejligheden var der 5 glas til hver, således at de 4 1996´ere blev i glassene, herefter kom der en ældre vin fra hver producent af gangen, således at der var mulighed for at sammenligne og vurdere dom.´s vin i to årgange.

1996 årgangen er velkendt som en fremragende årgang – nu skulle det vise sig om de 4 vine kunne leve op til forventningerne.

Dom. Bruno Clair 1996, på etiketten står moderens navn, etiketten er dog mage til Bruno Clairs normale etiketter . Dette skyldes eftervirkninger af den skilsmisse der for år tilbage splittede det gamle firma Clair-Daü. 1996 skulle i øvrigt være det sidste år hvor moderens navn står på etiketten.

Farven var medium til tæt med rød/lilla toner. Bouqueten var utrolig indbydende og imødekommende, typisk pinot. Hindbær, kirsebær, lakrids og ny eg. Smagen var umiddelbart lidt skuffende, meget syrerig og lidt skarp/spids. Efter 1 time i glasset havde vinen gennemgået en flatterende udvikling hvor frugten kom mere frem, en god længde.  Pris 500,- kr.

Dom. Armand Rousseau 1996, farven var lig Bruno Clairs  1996. Bouqueten  var charmerende og indbydende pinot med flot frugt og balance. Jeg fandt mørke bær, hindbær og kirsebær, men også en snert af melon. Smagen var fyldig, med flot frugt og lidt træ. Vinen åbnede sig i munden og var vældig lang. En udtrykte spontant: ”at denne vin er både muskuløs og rustik”. En harmonisk vin i flot balance. Jeg kan ikke lægge skjul på at her var en af mine absolutte favoritter. Pris 550,- kr.

Dom. Michel Esmonin 1996, jeg fandt farven en anelse lysere end de to forrige vine men flot og dyb. Bouqueten havde umiddelbart et stramt fadpræg der dækkede over frugten.  Vinen var i starten meget fadpræget men udviklede sig hurtigt i glasset. Efter lidt i tid i glasset kom der både sorte bær og lidt kaffe.  Vinen var tæt, stofrig, fyldig med flot frugt og syre i god balance. Pris 330,- kr.

Dom. Louis Jadot, farven var så absolut den tætteste og mørkeste af de fire 1996´ere. Bouqueten var meget lukket, det var svært at få andet ud end nyt fad, lidt kærnemælk.  De første minutter i glasset forekom vinen helt utilnærmelig og lukket – der var kun fad, fad og fad. Langsomt gav vinen både frugt, tannin, syre og viste en god volumen og krop. Pris 498,- kr.

Alle 4 1996´ere  burde naturligvis ikke være drukket nu, men gemt i kælderen, det var alle vine med stort potentiale. Jeg foretrak på nuværende tidspunkt Dom. Armand Rousseau – og vil her fremhæve udsagnet: Vinene fra Rousseau smager godt fra vugge til grav.

Tiden var nu inde til den første lidt ældre vin nemlig 1994 fra Dom. Bruno Clair; farven var relativt lys med ganske let brunlig tone. Bouqueten var let, måske lidt spinkel – men elegant med god frugt – en typisk 1994. Smagen var lækker, pæn, umiddelbart tilgængelig, fyldig men lidt kort. En rigtig god 1994´er der skal drikkes nu, eller inden for de næste par år. Dette bekræfter endnu engang den kendsgerning, både i store og mindre store årgange, at det som altid er producenten der tæller. Pris 400,- kr.

Dom. Armand Rousseau 1991 blev forsigtigt hældt op i glasset; farven relativt mørk rødbrun / mørk tegl. Bouqueten var efter min smag fantastisk og meget koncentreret med ”god shit”, the, chokolade og kirsebær. Smagen var simpelthen forførende med masser af kraft og saft , flot balance med mørke bær især blommer, chokolade og kaffe. Vinen var på toppen nu men kan sagtens ligge lidt endnu. Vinen koster den nette sum af kr. 900,-

Dom. Michel Esmonin 1990; en farve der er flot, dyb, mørk og intens, bouqueten er lukket men med et lidt ”landligt” præg, lidt mørke bær og svesker. Smagen er domineret af tannin og et meget højt syreindhold. Er der mon frugt nok til at det kommer i balance ? Jeg tvivler. Der var en smule svesker i eftersmagen. Her er der tydeligt sket et stilskift på Dom. efter at datteren Sylvie har taget over i 1992. Denne vin er lavet af faderen, hvor imod der findes en helt anden stil i vinen fra 1996.  Jeg foretrækker klart den nye stil. Pris for 1990: 475,- kr.

Aftenens sidste vin var fra Dom. Louis Jadot 1985; denne ældre vin havde en flot orangebrun tæt farve. En vidunderlig bouquet af stald, kål, tørrede frugter, men en anelse ”jordslået”. Bouqueten dør lidt hurtigt ud i glasset. Smagen var god, med fylde, meget udviklet og moden, ja det er en gammel vin – vinen dør i glasset – men det er en ærefuld død!! En bemærkning fra salen: ” Vinen er som en gammel dame der er ved at slippe gashåndtaget”. Prisen for denne ældre dame er 735,- kr.

Det fleste af de opgivne priser har vel kun teoretisk interesse – idet de fleste af vinene er skaffet hjem specielt og ikke er til salg.

Efter nogle timer i selskab med Clos St. Jacques, havde de tilstedeværende samlet en god appetit.  Der blev  serveret en rigtig flot buffet og lidt ekstra vin til de tørstige sjæle. En spændende smagning med gode oplevelser.

Smagning af nye lovende talenter

Af Palle B. Hansen

Kan vi ikke snart afskaffe denne Cremant som bliver hældt på os under generalforsamlingen. Den i år mindede mest om en gang æblecider?

Det var budskabet ved flere af bordene!!

Det var blevet fredag d. 19. Februar og generalforsamlingen var overstået. Nu var det tid til at smage på de ”unge lovende talenter” som var blevet annonceret. Steen og Øistein havde været på rundgang, for at finde noget som syntes at love godt. Vi glædede os.

Aftens første vin var hvid. Chassagne Montrachet 1. Cru Les Macherolles fra dom. Guy Amiot og så i årgang 1995. Oplægget sagde at han brugte 50% ny eg, så mange af os tænkte straks på en gang egetræssaft, til at starte smagningen med.

Vinen havde en dejlig duft af blomster, samt frugtbolcher, egesmagen var ikke overvældende, som frygtet, men rimelig moderat. Vinens pris, da den blev købt. 184,-. Der blev da også gjort opmærksomt på at samme vin i årgang 1996 var steget ca. 30%.

De to næste vine var fra Dom. Roblet-Monnot. Den første 1996 Pommard var iført en pæn rød farve. Den havde en kraftig utilnærmelig duft, men en dejlig om end let dyrisk smag. Et godt køb for pengene kr. 139,-. Den næste vin fra samme domaine var Volnay 1. Cru Les Broillards også 1996. Denne vin var sort.

Det var en aften hvor man i selskabet sad og sendte ”blålige” smil til hinanden. En aften hvor galvaniseringen i mennesket blev afprøvet. Vinen: kraftig herre, en herre som besad det hele, om end det er en ung vin var der nok af det hele i.  Pris: kr. 170.

Vi skulle nu smage rødvinen fra Guy Amiot. Let lys i farven, ret speciel jordet! i duften, en kraftig , men speciel smag.

Personlig ville jeg aflægge ed på, at jeg kunne smage petroleum i denne vin. Vinen var populær, men ikke hos mig personlig. Vinens pris; kr. 260.- Vi gik nu over til de sidste vine. Vi skulle smage vinene fra Gevrey-Chambertin fra henholdsvis domainerne Nadef samt Dom. Dennis Mortet. Først kommunevinene og derefter 1. Cru fra Les Champeaux.

Den første vin fra Nadef, var så rå og kraftig i smagen, som et medlem sagde. Det er ikke en nydelse at drikke den i dag, måske om 5 år men nu, nej tak Prisen for denne kraftbasse kr. 125.-Kommunevinen fra Mortet, var mere venlig. Fyldt med røde bær samt vanilje.

En kraftig dyrisk duft bredte sig fra glasset, men den smagte dog bedre end den lugtede, vinens pris: kr. 175.- Vi skulle nu til de to 1. Cru vine fra samme mark og samme huse. Nadef var mere venlig end kommunevinen, det var en vin som havde det hele. Lavet på gamle stokke. En vin tandlægen ville blive glad for. Pris: kr.190.-

Aften sluttede med vinen fra Dennis Mortet. Igen mere venlig end kommunevinen, men meget ung, meget fuld af syre og meget kraftig. Denne vin kostede kr. 275.- Aftenen sluttede som sædvanlig med en osteanretning, og medlemmerne fik tømt de sidste flasker.

Smagning af vine fra 1996.

Af Søren Thorhauge

Det er altid forbundet med en vis spænding, når der skal smages en ny årgang vine fra Bourgogne. Der var således lagt op til en af de mere interessante arrangementer da 30 medlemmer mødtes i Menighedshuset d. 26. marts for at smage, hvad der kunne komme ud af ’96-årgangen. Spændingen blev ikke mindre af, at de heldige medlemmer, som deltog i selskabets seneste tur til Bourgogne, allerede havde haft mulighed til at smage vin fra årgangen og meldingerne herfra var positive.

Generelt er årgangen karakteriseret som en stor årgang. Det gælder både for de hvide og de røde vine. De hvide vine er blevet beskrevet som meget gode, rene med en god struktur. Syren er højere end i 1995’eren, hvilket skulle medføre større lagringspotentiale. De røde er også meget gode. Generelt har de en intens farve og frugt. Er velafbalancerede med hensyn til syre, alkohol. Der er tale om en typisk gemmeårgang.

På forhånd var der lagt op til en smagning, hvor vi kom godt rundt i Bourgognes hovedområder,  og som en undtagelse var også Chablis og Côte Chalonaise repræsenteret på lige fod med vine fra Côte d’Or.

Smagningen blev indledt med hvid vin, dels Rene Bourgeons ”Clos de la Brûlée” fra Givrey og dels Robert Gibourgs ”Clos de la Bidaude” fra Morey St.-Denis samt Billaud-Simons Chablis Grand Cru ”Les Clos”. Den første vin havde en meget lys gullig farve med en anelse grønt. Det var let at genkende Chardonnay-druen i vinens duft. Denne ikke særligt kraftige duft viste tegn på frugter og en anelse nødder. Smagen var lidt nøddeagtig med nogen frugt (pærer?). Smagen var dog relativ kort. Vinen var lagret på tank, hvilket forklarede, at der ikke kunne spores eg i hverken duft eller smag. Robert Gibourgs vin var næsten ligeså lys som den forudgående. At vinen kom fra Côte d’Or kunne bl.a. spores i, at vinen forekom en smule federe i konsistensen og duften. Atter forekom det let at spore Chardonnays kendetegn i duften. Smagen var frugtig med (megen) fad og en anelse syre. Det virkede som om vinen endnu ikke havde fundet sin balance, men det var et interessant bekendtskab fra et usædvanligt område for hvidvin.

Chablisen var typisk, ikke megen farve og man kunne lige ane et grønligt skær over vinen. Duften forekom syrerig og stram, dette blev dog afbalanceret af en relativ god frugt bagved syren. Smagen var også typisk for de større vine fra området. Megen frugt, men også megen syre. Eftersmagen var lang. Den vin har Billaud-Simon sluppet godt fra.

Så var det tid til rødvinen.  Først Rene Bourgerons Givry ”La Baraude” fra magnum. Dernæst Dominique Laurants Beaune, Cuvee nr. 11 efterfulgt af samme producents cuvee nr. 1 fra Nuits St.-Georges. Givryen havde en lys farve. Der var ikke en særlig udpræget duft, den forekom lidt tynd, jeg syntes at kunne ane en smule sødligt og måske ikke helt rent i duften. Også smagen forekom uren. Det er ikke lige det, der forventes i en vin til kr. 250,- godt nok for en magnum. Dominique Laurents vine var begge mørke og generelt kan siges om duften i de to vine, at de begge forekom koncentrerede med megen frugt. Nuits St.-George’en var nok mest koncentreret med god dybde og eftersmag, men Beaune-vinen var nok ikke langt bagefter i intensitet. Skulle pengepungen råde ville jeg nok foretrække vinen fra Beaune da den var kr. 100,- billigere end vinen fra Nuits St.-George, men sidstnævnte var helt klart den mest tiltalende.

Næste sæt bestod af Morey St.-Denis fra Morey St.-Denis ”Clos de la Bidaude” fra Robert Gibourg samt Gevrey-Chambertin ”Vielles Vignes” fra Dugat-Py. Den første havde en noget lys farve, typisk Pinot Noir-næse, men smagen holdt ikke længe i munde. Den næste var aftens positive overraskelse. Dugat-Py’s vin var meget mørk. Duften var utrolig, meget koncentreret med megen frugt i form af de karakteristiske kirsebær der var også en anelse vanilje i duften. For begge vine gjorde sig gældende, at duft og smag hang godt sammen. Så til sine kr. 170,- pr. flaske må Dugat-Py siges at have lavet en fremragende vin til prisen.

Så var der tid til ”le Grand Finale” inden osten. Grand Cru’erne blev båret ind. Først Dugat-Py’s Charmes Chambertin og dernæst Torochets Le Chambertin. På papiret en værdig afslutning på denne aften. Den første vin var utroligt mørk. Duften charmerende med mange forskelligartede indtryk. Smagen var fantastisk fyldig med hints til forskellige røde frugter. Den producent er værd at følge, forhåbentlig er det ikke sidste gang vi får lov til at præsentere hans vin i selskabet. Chambertinen var som det må forventes med en koncentreret farve næsten som den forudgående. Duften var stadig lukket. Smagen var utrolig, men det må man kunne forvente af vin på dette niveau. Smagen forekom koncentreret med en god syre. Lang eftersmag.  Personlig synes jeg bedre om Dugat-Py’s stil, men smag og behag er jo subjektiv. Priserne var for Charmes Chambertinen dkk. 450,- og for Chambertinen dkk. 395.

Generelt kan uddrages, at der er tale om en stor årgang både for de hvide og for  de røde vines vedkommende. Priserne er dog ikke så fordelagtige som dengang 1993’erne var til salg. Også Bourgogne er nu ramt af de prisstigninger der har fundet sted for alverdens store vine.

At efterspørgslen er til stede kunne også konstateres på selskabets sidste tur, hvor producenterne kun havde beskedne mængder til salg, hvis de i det hele taget ville sælge til  turdeltagerne.

Smagning af vine fra Puligny-Montrachet

Af Torben Sørensen

I Bourgogneselskabets gennemgang af kommuner var vi d. 17 september i år nået til Puligny-Montrachet. Det er nok ikke så overraskende at vi har ventet lidt med denne temmelig dyre kommune; når kommunevinene koster over 200 kroner er det vine for de rigtige “freaks” og dem, der har for mange penge. I selskabet er der vist en ligelig blanding af begge typer; hvilken gruppe undertegnede tilhører må andre afgøre.

Generelt gælder vist at vore private samlinger rundt omkring ikke ligefrem er oversvømmet med Puligny-Montrachet´er…

Vi lagde i smagningen for med to kommunevine fra årgang 1996 og én fra 1995; den første fra dom. Rene Monnier og den anden fra Olivier Leflaive og den enlige 1995´er fra dom. Drouhin. Alle tre var meget alkoholrige (13% , 13% og 13.5%). Der var i alle tre en god fedme og fylde med en masse fad endnu. Leflaive´s vin havde et ret godt syrebid og personligt var jeg i tvivl om hvorvidt Drouhin i sin 1995´er havde fået for meget alkohol til den smule frugt, der umiddelbart var at finde. Priserne var i top med kroner 211, 217 og 280 respektive for de tre vine.

Næste sæt var to kommunenvine med marknavn; “Les Nosroyes” fra dom. Meunier og “Charmes” fra dom. Thevenot-Marchal. Det var henholdsvis årgang 1995 og 1996. Fra dom. Meunier var der også en kommunevin uden marknavn fra 1996. Disse tre vine fra igen på næsten 13,5% alkohol. Årgang 1995 oplevede jeg som havende en meget parfumeret spearmint-tyggegummi-agtig næse - smagen var fin eg en rimelig længde. Årgang 1996 fra samme producent, men i en appellation uden marknavn var meget behagelig. den var umiddelbart ret lukket, men kom sig efter 20 minutter i glasset og blev til et rigtigt godt glas. Dom Thevenot-Machal var en stor skuffelse; en flad “fimset” næse og en mærkelig/ubehagelig smag med sherry-karakter. der var ved bordene ret stor flaskevariation. Priserne her var lidt lavere end første runde; mellem kr. 175 og kr. 200.

Tredje sæt bestod af to vine. Først en 1. cru “Les Folatieres” igen fra Thevenot-Marchal årgang 1996 og fra samme årgang samme 1. cru fra dom. Rene Monnier.

Alkoholprocenten var for begges vedkommende oppe på 13.5%.  Thevenot-Marchal skuffede igen fælt. Denne gang var alle flasker dog skæve!

Rene Monnier havde til gengæld en rigtig god flaske. Masser af fedme og ret dominerende fad, som flere dog mente kunne skyldes en gæringsteknisk tiltag der består af omrøring af bærmen under processen. Der var fin længde og et godt syrebid. Prisen var aftenen foreløbigt højeste med sine kr. 286. En markant bedre vin end den anden i tredje runde til kr. 203.

Afslutningsvis kom der to Grand Cru vine på bordet. det var Batard-Montrachet årgang 1997 fra dom. Henri Clerk og dom. Prieur-Brunet. henholdsvis 14% og 13.5% havde disse to vine gæret op til.

Henri Clerk havde vinificieret omkring 1000 flasker fra sin parcel på 0.2 hektar. Der var en voldsom næse med en del sødme (nærmest boutris-agtig mente nogen) Den var uhyre intens i munden også. En voldsomt syrebid men den store alkoholmængde blødgjorde det initialt. Hvordan den vil udvikle sig syntes jeg ikke er helt let at vurdere. I en blindsmagning er det lige før jeg ville kunne komme til at gætte på en topproducents Gevürtstraminer!

Prieur-Brunet har vinificieret blot 500 flasker fra sin lille parcel på 0.15 hektar. Den var umiddelbart meget mere utilnærmelig/lukket. Jeg tror personligt at det er en bedre vin og den meget adstringerede karakter, den har i munden tiltaler mig meget mere end den nærmest plumpe vin fra Henri Clerk. Desværre er disse dejlige dråber ikke gratis. Så langt fra faktisk idet Henri Cleck sælges for kr. 525 og den (i mine øjne og min mund) langt bedre vin fra Prieur-Brunet sælges for kr. 775.

Vi fik således endnu engang bekræftet at de bedste hvide bourgogner er fremragende men ukristeligt dyre. Det er vine man almindeligvis kun vil have ganske få liggende af og som kun vil komme på bordet når lyset er slukket og døren låst for uventede gæster - det er ikke supermarkeds kaffe der er tale om!