2003   

Besøg fra Dom Gachot Monot 21.11.02

Af Palle B Hansen

Det er ikke hver dag vi får besøg fra Bourgogne. Denne gang var det Damien Gachot og hans danskfødte kone Liselotte som var i Menighedshuset sammen med importøren La Côte vinimport. Når nu "vinmageren" selv er tilstede, får vi altid prøveduftet til flaskerne i køkkenet inden smagningen, hvilket også skete denne gang.

Damien fortalte lidt om sit domaine på et ganske pænt dansk, som en gang imellem blev sekunderet af Liselotte på dansk/fransk, engelsk, men hovedsagen var at vi forstod hvad der blev sagt. Damien og Liselotte taler ikke særligt højt, og når du sad et stykke fra dem og der konstant lød en mumlen fra de omkringsiddende kunne det være svært at få det hele med til referatet. Men jeg vil prøve at gøre det så fyldestgørende som muligt.

Bedstemor Gachot kørte domainet indtil 1980 og derefter overtog mor Gachot det indtil 1993, hvorefter det er Damien der har kørt det til nu.

Den første vin han lavede, var en Côte de Nuits villages 1990 - som et forsøg mens han gik i skole (derom senere)

Han har i år modtaget en fin udmærkelse som årets unge talent. Han fortalte at selv om de både laver rød og hvidvin i forskelligt kvalitet, så er det deres Côte de Nuits der tegner firmaet (endnu.)

De første to vine var hvide. Det var Côte de Nuits Villages Blanc "les Monts de Boncourt" i henholdsvis årgang 2001 samt 1999.  Priserne på 2001 kr. 93,00 - 2001 kr. 96,00

Samme vin i to årgange - og de lignede slet ikke hinanden. Hvor 2001 var dejlig og spinkel, med den dejlig duft af blomster masser af frugt i smagen, var 1999 tungere, mere rustik, den bar også mere præg af fad end 2001. Det er nu ikke fordi han køber nye fade hvert år, men udskifter kun hvert fjerde fad. Begge vine var dejlige, men dog så forskellige. Der var nogle der kunne lide den ene og andre den anden. Mit personlige valg faldt på 1999. Nogle af de andre ved mit bord sværgede til nummer 2001. Damien måtte så tilstå at han havde fået hjælp af en af sine kolleger med hensyn til 2001, som åbenbart bliver hans nye stil. Der laves ikke særligt meget hvidvin på domainet, det bliver til cirka 1500 flasker pr. år. Marken er på 0,22 ha. Han laver dog også Alligote og Crement - vine vi dog ikke smagte denne aften.

Domainet har to parceller af Nuits st Georges. Den almindelige (kommune) Aux Crots på ca. 0,30 ha. Derfra skulle vi smage vinene i årgangene 2001, 2000, 1999 og 1998. Hvis vi tager dem i førnævnte rækkefølge, ser mine smagenotater således ud.

2001: Flot rød i farven. En duft der mindede om ballontyggegummi en smag af vanille samt modne bær. Vinen var ufiltreret. Pris kr. 145,00

2000: Flot rød farve, med en let gullig kant. Duften og smagen kraftigere af vanille, modne bær, chokolade. En vin der stadig havde en masse muskler til videre udvikling - en meget flot vin. Vinen var let filtreret. Pris kr. 145,-

1999: Stadig en meget flot vin Stadig en masse energi, men lidt mere blidhed end årgang 2000. Den havde alt hvad der skulle til. Også en vin det er værd at satse på. Damiens og Liselottes bryllupsår! Pris kr. 155,-

1998. Vinen er moden men der er stadig liv i den. Farven er blevet med et brunt skær. En vin der viser sin bedste side netop nu. Prisen på kr. 155,-

Vi skulle nu til at smage 1. cru vinene fra domainet. Deres 1. cru mark som er på 0,23 ha hedder Les Poullettes (hønsene), og det vakte megen morskab da Nils Dyvad fortalt at den franske slang for flotte unge damer var netop dette ord (kan sidestilles med "lammelår" el. lign). Damien betroede da også forsamlingen at Liselotte var hans "poullettes"

Mine optegnelser for disse vine ser således ud:

2001: Flot rød farve, en potpourri af fuldmodne bær, lakrids, blommer væltede op fra glasset. Det var rigtignok en dejlig vin og det var dejligt at smage hans 1. cru. Pris kr. 175,-

2000: Han har kun fem fade med vine fra denne mark. Og desuden er han omhyggelig med sorteringen af druerne. Det kan smages. Pragtfuld duft, som lovede meget. Stadig masser af gode modne bær i vinen. Pris for denne vin kr. 175,-

1999: Stadig meget mørk i farven, og en fortryllende duft. Stadig masse af moden frugt, lang lang eftersmag, dejlig vin. Pris kr. 180,-

1998: Stadig pæn rød, men med let begyndende brunlighed. Den samme dejlige næse, Damien du laver dejlig vin!  - men se, denne vin var udsolgt så der er ikke noget at hente her

Vi sluttede nu af med en Côte de Nuits village 1990. Altså den første vin Damien lavede mens han gik i skole. Det var jo spændende og se om han havde hørt efter i kemi timerne, eller om han havde lært håndværket hjemmefra. Der var overhoved ingen problemer med vinen. En let brunlig farve og her 13 år efter stadig en vin som var i fuldt vigør.

Côte de Nuits villages er den vin som giver smør på brødet i huset, og med den kvalitet kan man godt forstå det. Vinmarken som man her bruger er på 4 ha og producerer 10.000 flasker.

Naturligvis kan 1990 årgangen ikke købes mere - det var en gestus som blev brugt til bourgogneselskabets medlemmer. Aftenen sluttede med en let buffet hvortil vi drak Côte de Nuits village 2000 - stadig meget ung og kraftfyldt.

Vi var glade for Damiens og Liselottes besøg, og som han sagde "danskerne vil hellere snakke om vin franskmændene vil kun drikke". Roserne til huset Gachot - Monot var da også mange, og de var velfortjente. Med det bedste var at de lovede IKKE at smække dørene i når vi kom forbi til påske - så vi glæder os meget til et gensyn

 

 

Smagning af vine fra Vinhuset Millesime

Af Eva Sørensen

Vi var 48 medlemmer forsamlede d. 26. september for at smage vine fra Vinhuset Millesime. Dagligleder Henrik Madsen havde udvalgt tre producenter i årgangene: 1999, 2000 og 2001.

For at indstille smagsløgene kom der en vin "uden for nummer" på bordet: en Bourgogne Chardonnay 2000 fra Gilles Jourdan. Vinen var bleg gylden i glasset og havde en behagelig bouquet med lidt noter af træ og citrusfrugt.  Ved vores bord savnede vinen lidt skarphed og koncentration i starten, men udviklede sig pænt i glasset. Typisk Chardonnay, dog lidt kort. Drikkes nu eller inden for et par år. Pris 118,- kr.

Så gik vi over til det annoncerede program, hvor vi lagde ud med to Bourgogne rouge. Den første var fra Gilles Jourdan (GJ) i årgang 2000. Vinen fremstod blegrød over mod lys tegl i glasset  og med en pæn klassisk pinotnæse af kirsebær og jordbær. En umiddelbar tilgængelig vin med pæn længde og uden mislyde; bør drikkes nu eller inden for et til to år. Den anden vin var en årgang 2001 fra Olivier Guyot  (OG). Farven var her mørk og tæt, bouqueten var toasted, med nuancer af kaffe og blåbær. Smagen var kantet og lidt spids uden meget frugt. Vinen sluttede syrligt i munden og virkede kort. Priserne var henholdsvis 118,- kr. for den første vin og 128,- kr. for den anden.

Den næste vin var en årgang 2000 fra GJ : Cote de Nuits Villages "Robignottes". Vinen var pæn mørk i glasset med en næsten blegrød kant. Der var pæne dybe toner af kirsebær og kirsebærsten i næsen, lidt tobak og  træ og en del varme  i bouquet'en. Vinen var fyldig og saftig i glasset med god frugt, balance og længde. Der var enighed om, at her var en rigtig flot repræsentant for årgangen. Kan drikkes med fornøjelse nu, men kan også gemmes et par år. Pris 164,50 kr.

De næste to lieux-dit vine "Favires" og "Montagne" var begge fra Marsannay i årgang 2001. Samme producent, nemlig Olivier Guyot fra Marsannay.

Marsannay "Favires fremstod pæn mørk i glasset, med en meget fyldig og sødmefuld bouquet af mørke bær, kirsebær og kaffe. Vine fremstod flot og med løfter om gode oplevelser i fremtiden. Det var dog helt andre oplevelser jeg fik, da jeg fik vinen i munden. Spids, skarp, kantet  og alt, alt for ung og ucharmerende nu… meget svær at smage på. Prisen 169,- kr.

Marsannay  "Montagne" ,der viste sig at være en vieilles vignes (stokkene er i gennemsnit 80 år), fremstod ligeledes pæn mørk, med en flot bouquet af  brombær og sorte kirsebær. Vine var meget intens og havde god struktur. I munden optrådte den saftig og flot ,men stadig med en del syre. Indtryk af kaffe, vanilje og kirsebær samt en god tyngde. Der var bred enighed om, at der i denne vin var et godt udviklingspotientale.  Prisen var 218,- kr.

Den sidste producent vi skulle stifte bekendtskab med var amerikaneren Alex Gambal, der  pendler mellem Boston og Beaune. Han opholder sig i gennemsnit 10 dage om måneden i Bourgogne. Alex Gambal opkøber druer og vinificerer derefter selv. Vi lagde ud med en Nuits St. Georges 1. Cru  "Les  Prulieres"  2000, der var pæn dyb, men alligevel lys i glasset. Bouqueten var urtet og med umiskendelige toner af stald og kål. Dertil kom en del sødme og frugt – bl.a. ribs. Vinen var umiddelbar, lidt hård  og kantet, meget taninrig og saftig. Der var flere der mente at kunne finde noget "jordet" i smagen. Jeg synes vinen var meget typisk for området. Pris 378,- kr.

Den næste vin på programmet  var ligeledes fra Alex Gambal - en Chambolle-Musigny 2000. Vinen var relativt lys, men med en intens, kompleks og meget flot bouquet af kaffe, chokolade, ribs og modne citrusfrugter. Vinen fremstod meget charmerende; klassisk og typisk  for området, med pæn længde og dybde, elegant og virkede absolut drikkemoden nu. Pris 299,- kr.    

Vi prøvede endnu en vin fra Alex Gambal ;en Vosne-Romanée, igen fra årgang 2000. Denne vin var en anelse mørkere end  Chambolle-Musigny’en.  Den var fyldig med mange frugttoner, herunder blomme. Vinen var fyldig,  men optrådte i starten ret lukket. Efter lidt tid i glasset, kom der mere fylde og en lidt tørret sødme. Tanninen virkede rund og der var pæn længde med smagsnuancer af vanilje og kirsebær. Pris : 299,- kr.

Aftenens næstsidste vin var fra Olivier Guyot: Gevrey-Chambertin 1. Cru Campeaux 2000; vinstokkene er her tilplantet i 1921!  Vinen var medium rød med en dejlig cremet bouquet af frugt, b.la. blommer. I munden var den middelfyldig med rigtig flot længde ,masser af tannin og en god syrebalance. Et rigtig flot glas med udviklingspotientale nogle år endnu. Pris: 345,- kr.

Sidste vin var ligeledes en 1. Cru fra Gevrey-Chambertin, her "Lavaux-Saint-Jacques”  1999 fra Alex Gambal. Denne vin var meget mørk vin, dog med orange/brunlig reflekser. Bouqueten fandt jeg ikke behagelig - ord som svovl, tang og overdrevet animalsk fløj rundt ved mit bord.  Det skal retfærdigvis siges, at vinen ændrede sig meget i glasset - om end den aldrig rigtig smed det animalske. Smagen var i starten meget røget  og toasted; selv om der var både saft og god tannin i vinen, var det store spørgsmål som sædvanligt , om der var frugt nok tilbage i vinen, når træet forsvinder! Pris: 430,- kr.

Som et spændende og anderledes punktum på aftenen, havde Henrik Madsen medbragt telefon og højttaler, så vi kunne kommunikere med aftenens tre dyrkere. Vi fik dog kun telefonforbindelse med Olivier Guyot. Herfra vi fik en dugfrisk høstrapport for 2003. Høstudbyttet var beskedent,  helt op til 30 - 40% mindre end normalt,. Der havde været tørke og dermed mange tørre druer. Det havde  været et kæmpe arbejde at håndsortere druerne/klaserne. Som et lille kuriosum skal det nævnes, at Olivier stadig primært arbejder med hest og plov i markerne! Han mener det har stor betydning for rødderne, da det øger vandets mulighed for at trænge i gennem og samtidig giver mere luft til rødderne.

Aftenens konklusion må være ,at alle vinene var typiske for deres områder. Dette udløste en god debat om vinene måske blev skubbet lidt ”i den rigtige retning” for at fremelske en bestemt egnstypisk stil. 

En stor tak til Henrik Madsen og vinhuset Millesime der præsenterede vinene med stor indsigt og entusiasme.

 

Julehilsen fra formanden

Jeg vil gerne på bestyrelsens vegne benytte lejligheden til at ønske medlemmerne og deres familier en rigtig glædelig jul samt et godt nytår.  Jeg synes 2003 har budt på mange spændende vinoplevelser i Bourgogneselskabet.

Vi har de sidste måneder arbejdet intenst med planlægningen af Påsketuren 2004; indbydelsen er vedlagt dette blad. Samtidig er vi i fuld gang med at planlægge forårets smagninger, såvel datoer som emner skulle være på plads:

-         16.01.04    Nicolas Potel

-         27.02.04   Generalforsamling, vine fra Marchard de Gramont 

-         19.03.04   Årgang 2001

-         30.04.04   En Kommune-smagning-          

Der tages forbehold for ændringer. 

På gensyn i det nye år

 På bestyrelsens vegne

 Eva Sørensen

Leroy smagningen

Af Jan Tjørnlund

Vi startede med lidt historie 

Leroy's unikke imperium af vinaktiviteter startede i 1894, da Henri Leroy kom til verden.

Han var tredje generation i et vin- & spiritushandelsselskab, som handlede med bedre vine primært fra Bourgogne, men som tjente sin formue på salg af spiritus og bulkvin til Tyskland. Bulkvinen blev brugt til produktion af sekt.

Leroy's vej mod en position som en af verdens mest elitære vinproducenter starter i 1930erne, da Henri Leroy møder Edmond Gaudin de Villaine, medejer og direktør på Domaine de la Romanèe Conti i Vosne-Romanèe. (Kaldet DRC i daglig tale.)

På det tidspunkt var Domaine de la Romanèe Conti ikke den finansielle perle, som det er i dag, tværtimod. Villaine-familien frygtede at et salg kunne være nødvendigt. For ikke at få DRC's fornemme samling af Grand Cru marker opdelt i mange parceller, som man kender det fra Clos de Vougeot marken, omdannede man DRC til et Société Civile. Man solgte halvdelen af dette Société Civile til Leroy, og dermed var familien Leroy indehaver af halvdelen af Domaine de la Romanée Conti.

Årsagen til, at Villaine familien valgte at sælge til Leroy-familien var netop Leroy's enestående negociantvirksomhed Maison Leroy og dennes erfaring med salg af store vine. Man indgik en aftale, som gik ud på, at al vin fra Domaine de la Romanée Conti skulle distribueres af Maison Leroy. Undtaget herfra var det amerikanske og engelske marked.

Maison Leroy havde dermed udgjort en genistreg og sikret sig en unik position inden for vinverdenen.

Maison Leroy og Lalou Bize-Leroy

Maison Leroy er uden sammenligning den dygtigste négociant i Bourgogne. Vinene er ganske enkelt unikke, og det er Madame Lalou Bize-Leroy's fortjeneste.

Lalou, som i øvrigt er døbt Marcelle, blev født i Paris i 1932, Hun voksede op i Meursault, i det samme hus hvor hendes datter Perrine bor nu.

Det var klart for de fleste, at hun var en anderledes pige. Allerede som 10-12 årig hjalp hun til i kælderen med arbejdet omkring vinen.

Hendes far, Henri Leroy, brugte al sin tid på Domaine de la Romanée Conti og var på det tidspunkt ikke særlig opmærksom på sin virksomhed, Maison Leroy.

I 1955, som 23 årig, overtog Lalou ledelsen af Maison Leroy.

Fra starten fik hun fuldstændig "carte blanche" af sin far.

Fra starten var hun privilegeret i sin kvalitetsbevidste måde at håndtere virksomhedens indkøb på. Hun købte kun stor vin, vin med terroir-identitet og kun i årgange, som hun syntes var interessante. Hun var en af de første til at anerkende årgang 1985’s storhed, og Maison Leroy's lager af vine i årgang 1985 er legendarisk.

Man estimerer at Maison Leroy's lager af vine er på ca. 2.5 mill. flasker i årgange fra 1955 og fremefter.

Hun køber som oftest fra de samme producenter og har på den måde stor indflydelse på, hvilken metode vinen dyrkes og fremstiles efter.

Hendes smag og næse er sikker. Hun anerkendes som en af de største smagere i Bourgogne. Specielt er hendes næse for teroir exceptionel.

Årsagen til, at hun kunne drive Maison Leroy på denne for den tid meget luksuriøse måde er, at Maison Leroy altid er blevet sponsoreret på en eller anden måde: I gennem de første år via det store overskud fra aktiviteterne i Tyskland, siden hen via eksklusivrettighederne på distribution af vin fra Domaine de la Romanée Conti.

Omsætningen af vin fra Maison Leroy har altid været beskeden og er først gennem de senere år blevet en overskudsforretning.

Gennem årene har Maison Leroy også opkøbt en del parceller i forskellige vinmarker. Blandt andet hører Leroy's andel af Le Musigny ind under Maison Leroy.

Hvert år frigives nogle af Bourgognes bedste vine til salg fra Maison Leroy. Vine, som uden problemer nemt matcher vinene fra de traditionelt bedste domæner.

Tvisten med Domaine de la Romanee Conti.

I 1974 blev Lalou Bize Leroy meddirektør på Domaine de la Romanée Conti. Dette skete i forbindelse med et ledelsesskifte på DRC. Hendes ledelsespartner blev Aubert de Villaine, som repræsenterede den anden halvdel af ejerkredsen.

Årene på DRC blev stormomsuste for Lalou Bize Leroy. Der hersker dog næppe nogen tvivl om, at årsagen til, at man i dag kan kalde Domaine de la Romanée Conti for verdens fornemmeste vinproducent, overvejende kan tilskrives Lalou.

I 1992 blev Lalou på et bestyrelsesmøde på DRC frataget sit ledelsesansvar, ligesom ene-distributionsaftalen med Maison Leroy blev opsagt.

Årsagen var klar og logisk - Lalou's skabelse af Domaine Leroy som en direkte konkurrent til Domaine de la Romanée Conti.

Men nu til de 8 vine, vi alle med store forventninger var kommet for at smage:

Først 2 hvidvine:

Første vin var en Auxey-Duresses 2000, en dejlig vin med god harmoni, og en del syre måske lidt kort; men en rigtig god vin var nogle af mange kommentarer, en rigtig god start. Prisen 300,00 DKK.

Anden vin var en Chassagne-Montrachet Morgeot 1997, her var der meget delte meninger om vinen. Nogle mente, det var en fremragende mineralsk vin, der måske nok savnede lidt syre. Andre mente, den var gået over og var præget af svovl og dermed en stor skuffelse. Pris 556,00 DKK

Så var det tid til de røde vine:

Første en Côte de Beaune Villages 1995, en vin med pæn moden bouquet, med en del syre. En god madvin, var der nogle, der mente, men ikke den store oplevelse. Pris 356,00 DKK

Anden vin var en Auxey-Duresses 2000, en behagelig imødekommende vin, en rigtig god vin, som en Bourgognevin skal være med lækker bouquet og stor harmoni, var nogle af de rosende ord. 300,00 DKK

Tredje vin var en Pommard Premiers Crus 1999, og så skete der noget. Selv om vinen var noget lukket, nærmest som en knytnæve og meget hård med en del syre og lidt utilnærmelig og som mindst skal gemmes 5-6 år, var der ikke tvivl, om det var en vin af stor klasse. 613,00 DKK

Som kom vi til aftenens mest charmerende vin: en Volnay Santenots Premier Cru 1999, en meget charmerende og lækker vin, med meget rigtig god frugt og med virkelig stor harmoni, en rigtig scorevin, en typisk Volnay, var nogle af de begejstrede kommentarer. Pris 594,00

Så var vi kommet til de 2 Grand Cru’er: den første en Le Corton Grand Cru 1997, her var der også lidt delte meninger. Nogle mente, den var lidt tynd og mindede lidt om ”medicinskab”: andre mente det var en rigtig god, let moden vin, et dejligt elegant drikke klart glas, men vinen kan også gemmes nogle år. Pris 825,00 DKK

Sidste vin var en Charmes Chambertin Grand Cru 1996, en vin med meget tannin, men også masser af kirsebær som stadig er lidt lukket og dermed skal gemmes nogle år. En meget dyb vin med en fremragende krop og lang, lang eftersmag. Nogle mente sågar, det var en scorevin, hvis man skulle score sig selv! Pris 906,00 DKK

Efter nogle gode timer med et par skuffelser og nogle rigtig gode vine, var det tid til vores Vinauktion, hvor alle vine blev solgt og enkelte endog over vurderingsprisen.

 skilleranke1.gif (4467 bytes)

 

Hvidvinssmagning i menighedshuset 9. maj 2003

v/Palle B. Hansen

Hvidvinssmagningerne i selskabet har aldrig været det store tilløbsstykke for medlemmerne, med da der er medlemmer (også i bestyrelsen) der gerne ser en hvidvinssmagning en gang i mellem, er det naturligt at det afholdes. Således havde kun 24 medlemmer fundet frem til smagningen denne lune maj aften. Formanden bød velkommen og fortalte, at der til denne smagning, på grund af prisen kun var blevet solgt hele sæt. Der stod således to på venteliste til denne smagning. Udvalget bestod af Jan, Torben og Bjarne, hvoraf sidstnævnte meget passende var rejst på ferie Det var naturligvis en fordel, da han så kunne beskyldes for eventuelle fejl ved smagningen.

De to første vine var begge fra Dom Jobard. Huset ligger i Meursault og bliver ejet af Charles Jobard. Han har drevet domainet sammen med sin søn Remi, som nu har overtaget det i 1997. Domainet bruger 1/6 nye fade og vinene tappes efter 12 måneder på fad. I årgang 2000 fik vinen dog lov til at ligge i 18 måneder før den blev tappet. Vinene i det første sæt var Meursault Sous la Velle 2000 samt Meursault les Chevalieres 2000. Den første havde en let gylden farve. Allerede i næsen en begyndende fedme, med en kraftig blomsterduft. Fedmen fulgte med over i smagen og blev liggende i en pæn lang eftersmag efterfulgt af en smag af modne citrusfrugter. Vin nummer to var knap så gylden. Ved ophældning i glasset manglede den både fedmen, som ellers altid kendetegner en Meursault samt den dejlige Chardonnay duft. Den duftede nærmest hengemt og støvet. Smagen på denne vin var da også mere spinkel end nummer et. Mens vi ventede i løbet af et kvarter skiftede den fuldstændig karakter. Den blev til en behagelig oplevelse – både duft og smagsmæssigt, den viste gode eksotiske frugter, og betydelig mere syre end Sous la Velle. Priserne på disse to flasker var henholdsvis kr. 180,- og kr. 240,-

Vin nummer tre og fire kom fra henholdsvis Dom. Sylvain Langoureau og Bernard Morey. Begge vinene var 1. cru vine fra Saint Aubin. Henholdsvis årgang 2000 og 2001. Dom Sylvain Langoureau er en af Bourgognes kommende kometer. Domænet, som ligger i byen Gamay, umiddelbart udenfor Saint Aubin, er egentlig et gammelt domæne. Man solgte frem til 1994 hele sin høst på fad til en enkelt negociant i Beaune.

Sylvain udtrykte overfor sin far et ønske om selv at videreføre domænet, selv tappe på flaske og selv skabe sig sin egen vingård. Faderen godkendte Sylvains projekt og årgang 1995 var domænets første. Domænet er ikke stort. Blot 7 ha. Vinen lagrer på klassiske 228 l. fade. Heraf 40 % nye hvert år. En let filtrering før flaskning. Forklaringen skal sikkert findes i kvaliteten af de druer som vinen laves af. Stokkene er meget gamle. Den høstede mængde per stok kontrolleres strengt. Vinen navn var Saint-Aubin les Remilly. Igen en klar og meget lys vin. Noget der slet ikke hængte sammen med den voldsomme duft som steg op fra glasset, også en meget velsmagende vin. Igen de fuldmodne citrusfrugter efterfulgt af en dejlig lang eftersmag. Pris for denne vin kr. 150,-. Vi smagte den op mod Bernard Moreys Saint Aubin. Bernard er kendt som én af de mest seriøse vinproducenter i Côte de Beaune. Når det drejer sig om hvidvine, er han en ren troldmand, og han er en meget talentfuld producent af de røde Bourgogner. Seriøsiteten skinner rent igennem, når samtalen falder på plantemateriale. Bernard laver selv podninger til sine nyplantninger, og han henter sine stiklinger på 1. Cru marken "Les Baudines" i Chassagne-Montrachet. Han tør ganske enkelt ikke købe plantemateriale fra en planteskole, af frygt for at standarden af hans vine skulle falde. I alt ejer han ca. 8,5 ha., hvoraf knap halvdelen er beplantet med Chardonnay. Hvidvinen laves og lagres i faderens mere end 250 år gamle kældre, hvorimod de røde (Chassagne-Montrachet, Santenay og Beaune) vinificeres i kældrene under hans eget hus, som ligger ude i vinmarkerne i området Morgeot. Bernard er kendt for at høste sent, og det er hans filosofi, at det er afgørende for at lave en god vin, at druerne er modne og indeholder så højt et alkoholpotentiale som muligt - naturligvis med respekt for den nødvendige syre i vinen. Efter høsten presses druerne forsigtigt i den pneumatiske (lufttryk) presse, hvorefter juicen køles ned til 15 grader. Derefter hældes vinen på egetræsfade til gæring på fad. Hvert år skiftes 25 % af fadene ud, og Bernards foretrukne eg kommer fra Allier-skovene. I juli måned klares vinen, og inden aftapning i august - september filtreres vinen ganske let. Bernards hvidvine er typisk karakteriseret ved en gedigen soliditet. Høj alkoholprocent, god fedme og altid i perfekt balance. De gamle vinstokke sikrer en god koncentration. Efter høsten fjernes stilkene fra druerne, og drueskindet brydes ved et let pres. Dernæst nedkøles mosten og får lov til at trække farve og aromastoffer ud af drueskindet i 3-4 dage, før herligheden varmes op til ca. 20 grader, og gæringen sættes i gang. Gæringen varer 12-15 dage og foregår på cementtanke, der holdes under konstant opsyn, så temperaturen ikke overstiger 32-33 grader. Efter endt gæring får vinen lov til at løbe fra masken (drueskallerne) og fyldes nu på 225 liters egetræsfade.

Vinen vi smagte til smagningen var en lille charmerende sag, der blev ved med at udvikle sig i glasset. Igen en pæn let gylden farve, masser af blomster i næsen og en dejlig lang eftersmag. Jan havde købt vinen i Bourgogne, og dermed sikret selskabet en rabat, så hvis du vil købe den i Danmark er prisen på kr. 245,- Ved indkøb i Bourgogne fik vi den for kr. 115,- Dette var nok på dette tidspunkt den bedste vin vi havde smagt.

De to samme producenter stod også for de to næste vine der kom fra henholdsvis Puligny-Montrachet og Chassange – Montrachet. Begge vinene var 1. cru vine. Den første vin "les Chalumeaux" 2000, var som med Saint Aubin vinen en powerfull sag, der havde masser dejlig syre, en vin i flot balance – en virkelig elegant vin. Pris kr. 275,- Bernard Moreys "Les Embrazees" 2001, var også en dejlig velduftene vin, lidt mere gylden end vin nummer fem. Vi er nu også i den prisklasse, hvor en vin skal smage godt. Smagen var med et strejf af mandler, fyldte munden god ud. En meget vellykket vin og igen en vin Jan havde købt til os i Bourgogne for en pris på kr. 186,- men den kan fås herhjemme til kr. 350,-

Det var nu Torbens tur til at præsentere de sidste vine. Torben filosoferede et stykke tid over familien Gagnard i Cote de Beaune. Der er flere forskellige der er kommet i familie via ægteskab og markdeling og endte med at ejeren af Dom. Fontaine-Gagnard var ham med den brækkede næse (hvordan dufter han til sin vin?), Richard Fontaine Gagnard tilhører den berømte Gagnard familie. Familien har været i Chassagne-Montrachet siden starten af 1900-tallet og tæller i dag 5 forskellige domæner grundet de kaotiske arveregler i Bourgogne. Domaine Fontaine Gagnard tilhører en lille elite i Chassagne Montrachet som består af få domæner som Ramonet, Morey, Niellon etc. som alle laver vine af fremragende kvalitet.

Domaine Fontaine Gagnard er langsomt opbygget dels ved opkøb, dels ved indgåelse af ægteskab! Domænet er i dag på knap 9 Ha. Jordbesiddelserne er nogle af de absolut bedste i området. Domaine Fontaine Gagnard laver ikke mindre end 11 forskellige premier crus vine. Dette giver ham en unik mulighed for at definere og fremdyrke terroirforskellene i Chassagne Montrachet. Det er et forbløffende lærestykke i mikroklimatiske forhold at smage Richards forskellige premier crus vertikalt. Desuden ejer domænet nogle fornemme parceller i 3 forskellige Grand Cru marker. Dels i Batard Montrachet Grand Cru, dels i den sjældne Criot Batard Montrachet og som finale et lille stykke af verdens fornemste hvidvinsmark "Le Montrachet Grand Cru". Sidstnævnte er selvfølgelig stærkt rationeret overfor de enkelte importører. Vinene fra Domaine Fontaine Gagnard er karakteriseret ved at have en næsten (!!) opulent sødmefuld chardonnay frugt som gør, at fornemmelsen af at drikke stor vin, altid er tilstede. Richard anvender 50 % nye egefade til lagringen og formår at opnå en perfekt balance i integration, vin og træ imellem. Her laves meget stor hvidvin!

Vinene vi smagte var Chassange-Montrachet 1.cru Caillerets 2000, samt Batard-Montrachet Grand Cru 2000. Den første vin klar og endnu meget lys, men stadig meget lukket i næsen, masse af citrusfrugt og syre en flot repræsentant fra området. Prisen i Danmark kr. 319,- Derefter til Grand cru vinen fra Batard-Montrachet. Vinen vi sad og ventede på! Farven var allerede nu pæn gylden. En duft som havde alt i sig, blomster – honning, moden frugt. Enorm koncentreret. Allerede nu kunne den drikkes, men vent venner – vent, der ligger en overraskelse i den vin om nogle år. Aftenens absolutte højdepunkt. Pris i Danmark kr. 775,-

Aftenen sluttede med at smage to Corton-Charlemagne fra Dom. Dubreuil-Fontaine, et domaine vi har besøgt flere gange på bourgogneturene. Domainet ligger i Pernard Vergelesses, selvfølgelig på toppen af bakken, så de gange vi har besøgt dem har de pænt bragt vinen ned til bussen for os. Det er nu datteren Christine der kører domainet – og hun taler flydende engelsk (uddannet i USA) De ejer 0,77 ha at Corton Charlemagne der i alt er på 48,9 ha. Disse vine skulle vi nok have haft lidt tidligere på aftenen (det er også Bjarnes skyld) Efter de to foregående vine "faldt de lidt udenfor". Vinene var henholdsvis årgang 1997 og 1998. Den første 1997 vi fik ved bordet havde det ikke godt. Flasken blev byttet, og det var bedre. Det var vine som var hvad de skulle være, endnu rå og hårde, med en del gods i endnu. Men efter have haft de andre vine i gennem smagningen – Ja så var det bare to almindelige Corton-Charlemagner Stykprisen for vinene var kr. 275,-

Derefter en anretning med ost og paté og en flaske vin til osten. Det var hvidvinssmagningen i 2003. Fik vi hvad vi kom efter? Jeg har selv været medlem af selskabet siden starten, og jeg kan huske mange flotte smagninger. Men jeg er selv (stadig) mest til røde vine. Og som fremmødet til hvidvindsmagningen viser, deler jeg det med mange medlemmer.

skilleranke1.gif (4467 bytes)

Referat fra smagning af årgang 2000 den 24. januar 2003.

Af Jan Tjørnelund

Årgang 2000, en årgang, hvor vejret ikke var helt med vinbønderne; især var starten af høsten problematisk, da der kom et kraftigt uvejr rullende hen over Bourgogne den 12. september med storm, regn og hagl. Det gik værst udover Cote de Beaune.  

Aftenen bød på smagning af 4 hvidvine og 8 rødvine udelukkende Premier Cru eller Grand Cru vine. 

Første sæt var 2 hvide Chassagne-Montrachet Premiers Crus, en ”Les Marcherelles” fra Domaine Hubert Lamy og en ”Les Caillerets” fra Domaine Ramonet. En lovende start på aftenens smagning. Hubet Lamy der eksperimenterer med forskellige fadstørrelser på op til ca. 600 l.. Vinen faldt i god smag hos alle, var en typisk flot Chassagne, der lige skal have 1-2 års lagring. Ramonet’s vin var ikke lige så i-møde-kommende; men den skal nok blive en flot vin om 2-3 år, men var måske ikke lige så typisk for området. Priser DKK 318,75 for Lamy og DKK 400,00 for Ramonet.  

Næste sæt var 2 Corton-Charlemagne, den første fra Vincent Girardin og den anden fra Domaine Bonneau du Matray. Girardin, der netop er flyttet fra Santenay til Meursault, ejer selv 14 ha, men fungerer også som negociant, og stilen er normalt frugtige vine med stor balance. Vinen var ”virkelig dejlig”, med stor balance, ”harmonisk” og ”en god syre”, var nogle af de begejstrede kommentarer. Bonneau du Matray der er et gammelt hæderkronet domæne i Pernand-Vergelesses, ejer 11 ha udelukkende Grand Cru marker, hvor af de 9 ha er Corton-Charlemagne og er referencevinen inden for Corton-Charlemagne. En pragtfuld vin med mere fedme og større kompleksitet, og selv om der var tale om barnemord, vakte vinen stor glæde. Priser DKK 425,00 for Girardin og DKK 620 for Bonneau du Matray.

 3. sæt bestod af 3 Gevrey-Chambertin Premiers Crus, 2 Clos Saint-Jacques, en fra Domaine Sylvie Esmonin og en fra Domaine Fourrier, den tredje var en ”Aux Combottes” fra Domaine Dujac.

Sylvie, der har lavet vin med sin far siden fra 1989, har fra årgang 2000 overtaget det fulde ansvar for domænet, og hun har siden starten trukket kvaliteten opad, og årgang 2000 er udråbt til den bedste årgang nogensinde fra Domæne Esmonin. Vinen var den mørkeste af tre, meget maskulin og noget af en bulder basse; nogen mente sågar, den var på grænsen til det vulgære. Fourrier der er udråbt som en ”rising star”, har mange gamle stokke, så en stor del af deres vine er Vieilles Vignes. Vinen var en ”meget elegant” vin, med ”stor finesse”, ”meget silkeagtig” var de begejstrede kommentarer.

Dujac, der holder til i Morey St-Denis, er blevet kendt på grund af vinenes evne til at smage godt fra vugge til grav. Marken ”Les Combottes” ligger omkranset af Grand Cru markerne Latricieres og Mazoyeres og Clos de la Roche (Morey St-Denis). Vinen var for mange aftenens bedste vin, en flot vin med stor dybde og elegance, med en let sødme; der var dog enkelte, der mente den kammede lidt over. Priser DKK 330,00 for Esmonin, DKK 359,00 for Fourrier og DKK 505,00 for Dujac.

Sidste sæt var to Clos de Vougeot fra Domaine Ambroise og fra Domaine Haegelin-Jayer.  Ambroise fra Premeaux  har i alt 17 ha, men kun 0,17 ha i Clos de Vougeot, der er købt i 1993.

Han laver kraftige vine, der lagrer i 50 % nye fade i 18 måneder. Vinen var meget lukket, men klassisk bourgogne. Der var stor uenighed om denne vin, der var noget svær at gennemskue, måske skal den bare have tid.  Alfred Haegelin-Jayer, som kom til Bourgogne i 1969 og har været ansat på Domæne Romanee-Conti, ejer 0,8 ha i Clos Vougeot, der er tilplantet i 1904, han laver lidt gammeldags vine, med bl.a. direkte aftapning fra fadene. Vinen havde en rigtig god bouquet, en gammeldags bourgogne; nogle mente sågar, der var godt med marmelade både i bouquet og smag, hvilken slags marmelade blev diskuteret livligt ! Men de fleste mente at det var den bedste af de to Clos de Vougeot’er. Priser DKK 410,00 for Ambroise og DKK 493,75 for Haegelin-Jayer.

Alt i alt en rigtig god smagning var alle enige om.  

 skilleranke1.gif (4467 bytes)

Referat af smagningen 28.2.2003 - 8 vine fra Bruno Clair

af Eva Sørensen

Efter generalforsamlingen tog vi kl. 19.45 hul på smagningen af vine fra Dom. Bruno Clair, alle vine i årgang 1998.

Mange af deltagerne denne aften kender Bruno Clair  og har besøgt domainet, og ved en tilfældighed var også hele tre tidligere importører af dom. til stede.   

Efter en kort historisk indledning om såvel krig og kærlighed, samt en præsentation af Bruno Clair og hans stil, den moderne vinbonde der er ”skudt i ” terroir, kom de første vine på bordet.

Vi lagde ud med en Bourgogne Blanc der havde en pæn ren Chardonnay næse, en lidt spinkel men sødmefuld bouquet. Smagen var ved mit bord lidt flad og vinen manglede syre, andre borde oplevede dog god frugt og syre. Pris 98,- kr.

De to næste hvide var henholdsvis Morey St. Denis En la Rue de Vergy (det forlyder at vinen nu opkvalificeres) og Corton-Charlemagne. Den første var smuk gylden med en intens bouquet af eksotiske frugter, sødmefuld og med let fadpræg. Der var god balance, flot længde, krydret og god frugt, Rigtig flot udviklet, vinen ændrede/udviklede sig meget i glasset, dejlig at drikke nu men kan også ligge, pris 279,- kr.

Corton-Charlemagen var ligeledes flot gylden og med en bouquet af sødmefuld mango, riste kaffe, blomsteraromaer og en rigtig flot balance. Vinen var meget lang og spækket med frugt. Fyldig, elegant lang eftersmag der smyger sig i munden var bare nogle af aftenens kommentarer. Flere vurderede at vinen var drikkemoden nu, kan dog også ligge. Pris 539,- kr.

De to sidste hvide vine var helt klart mine favoritter denne aften.

Vi var hermed nået til aftenens 5 røde vine. Først to vine fra Marsannay nemlig Les Grasses Tétes og Les Longeroies. Begge var pænt rubin røde, Les Longeroies var nok en anelse lysere. Les Grasses Tétes var en maskulin vin, hård, grøn, stilket og med en svag duft af the. Den var saftig, kompleks med godt bid, markant frugt primært jordbær. Les Longerois oplevede jeg mere feminin, blød i syren meget lukket med både lidt urter og røde bær. Smagen var stram, syredomineret med tørre taniner. Et strejf af lakrids og frugt. Disse to vine gav anledning til megen diskussion. For ved nogle af de andre borde havde medlemmerne bedømt vinene lige omvendt. Var der nu blevet byttet om på flasker, glas eller rækkefølge?? Det svar får vi aldrig, så jeg tillader mig at viderebringe mine smagsoplevelse her. I disse to vine oplevede vi stor forskellighed hvilket jeg tillægger terroir. Priserne var tilgengæld ret ens nemlig 165,- kr. for den første vin og 169,-kr. for den anden.

Næste vin var Morey St. Denis En la Rue de Vergy Rouge hvor det skulle blive spændende at se om der var fællestræk med den hvide. Farven var middel dyb, bouqueten lidt animalsk, kompakt med sødme, the og moden frugt. Smagen var uden mislyde, syrerig med god fylde og længde, krydderier og lakrids – men fællestræk med den hvide navnebroder havde jeg svært ved at finde denne aften. Pris 235,- kr.

Aftenens 7. vin var Savigny Les Beaune La Dominode, lavet på ca. 100 år gamle stokke. En utrolig dyb og intens farve relativt lukket i starten  men efter lidt tid i glasset begyndte frugten og duften af solbærblade at folde sig ud. Denne aften var vinen ikke imødekommende i smagen: Skarp, hård, kantet. tør med meget syre, nedenunder anedes der frugt, absolut potentiale men vent lidt. Pris 259,- kr.    

Smagningens sidste vin var Gevrey Chambertin Clos de Fonteny, der er dom`s monopol. Denne vin var middel dyb i farven ret lukket i starten med en god bouquet af frugt/mørke bær. Denne aften var frugten pakket godt ned, vine virkede hård og lidt rå, men med god balance. Pris 365,- kr.

De sidste tre vine var alle voldsomme og svære at smage p.t. Ikke specielt fadprægede med typisk for 1998 med syre.  

Vi afsluttede med en diskussion om hvorvidt husets stil var genkendelig, og om terroiren er repræsenteret i vinene – jeg tror konklusionen blev et ja til begge dele.

En aften med god stemning og meget humor.  

 skilleranke1.gif (4467 bytes)

Referat af Bourgogneselskabets generalforsamling d. 28/2-2003

Formanden, Eva Sørensen bød velkommen.

Der var et fremmøde på 37 personer som repræsenterede 31 medlemskaber.

1)Valg af dirigent:

Christian Schwartzbach blev med salens applaus valgt.

Dirigenten konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indkaldt i forhold til vedtægterne.

Som referent blev Torben Sørensen valgt.

2)Formandens beretning:

Året havde brudt på i alt 7 smagninger. Referat fra disse er løbende blevet udsendt til medlemmerne via medlemsblad ligesom de ligger på selskabets hjemmeside.

Året havde også budt på endnu en påsketur, der traditionen tro havde været et tilløbsstykke. Rejsebeskrivelse fra denne tur ligeledes udsendt via bladet ligesom det er lagt ud på nettet.

Årets Bourgognetur havde givet et ganske betragteligt overskud – det er bestyrelsens mening at disse penge skal komme medlemmerne til gode ved at støtte smagninger og ved at have en fast ekstra vin til den afsluttende buffet efter smagninger.

Formanden måtte konstatere at der i det forgangne år atter IKKE havde været producenter opppe fra Frankrig. Hun opfordrede medlemmer, der måtte have hørt om producenter som skal herop til at fortælle det til bestyrelsen således at vi eventuelt kan lave et arrangement for vores medlemmer.

Elektronikken vinder frem i selskabet; stadig flere modtager deres invitationer til smagninger via e-mail hvilket sparer selskabet for en masse arbejde og reducerer portoudgifter.

Foreningens hjemmeside har hver dag ca. 20 besøg, hvilket er meget tilfredsstillende. Der er mange nye medlemmer som kan fortælle at de har ”mødt” selskabet via internettet.

Man har snart længe kunnet tilmelde sig til smagning via hjemmesiden. Formanden indskærpede tilmeldingsproceduren; hvis man ikke modtager et svar fra formanden skal tilmelding til smagning genfremsendes.

Alle medlemmer opfordredes til at tilmelde sig med sin e-mail adresse for at modtage invitationer denne vej.

Aktuelt ca. 120 medlemskaber – der er mange nye medlemmer på vej ind – de ønskes alle velkommen.

Næste Bourgognetur er der spurgt til; tidligere var det hvert tredje år, men de seneste gange har det været hvert andet. Formanden spurgte salen om der var noget som havde en mening om hvilket interval, der var bedst; salen var mest indstillet på en ny tur i 2004 hvilket bestyrelsen vil arbejde videre med.

Vi er nu fast begyndt at sælge at overskydende vin efter smagningerne. Der vil altid været ét ekstra sæt indkøbt for at have en reserveflaske hvis der skulle være prop i en vin.

Foreningens lager er nu at være oppe på et niveau hvor der skal holdes auktion; den er planlagt i forbindelse med hvidvinssmagningen i maj.

Formanden sluttede med at takke bestyrelsen, revisor og medlemmer for året der var gået og opfordrede atter alle medlemmer til at komme med forslag til fremtidige smagninger.

Formandens beretning blev godkendt med akklamation.

3)Fremlæggelse af regnskab

Foreningens regnskab blev gennemgået af næstformand Bjarne Andersen under kassereren Søren Thorhauges ferie.

Året havde givet et overskud på ikke mindre end kr. 20.558

Indtægter havde stort set været uforandret.

Arrangementer havde året igennem givet overskud hvor især skal fremhæves arrangementet med vinhuset Cepages og Bourgogneturen. Disse to arrangementer havde bidraget med knap kr. 12.000 af det samlede overskud.

På udgiftssiden bemærkes at porto er faldende. Det skyldes dels bedre koordinering af udsendelser, dels at flere og flere af vores medlemmer modtager elektronisk post fra selskabet.

Regnskabet  blev godkendt med akklamation.

4)Fastsættelse af kontingent

Kontingent blev af bestyrelsen foreslået  uændret.

Dette blev vedtaget af generalforsamlingen.

5)Valg af bestyrelse og revisor:

Alle fra bestyrelsen var villige til genvalg.

Generalforsamlingen genvalgte alle.

Kasserer Svend Erik Hansen var villig til genvalg.

Generalforsamlingen genvalgte Svend Erik Hansen.

6)Indkomne forslag:

Forslag til vedtægtsændringer stillet af medlem T. Nellemann blev fremlagt af ordstyreren.

Ved håndsoprækning blev det herefter vedtaget.

7)Eventuelt:

Ove Torp: Havde i dag modtaget et brev fra selskabet hvori der var en giroopkrævning for næste års kontingent. Hvorledes er dette muligt når kontingentet først vedtages i dag?

Eva Sørensen: Dybt beklageligt! Girokort fortrykt og ved en menneskelig fejl udsendt for tidligt.

Steen. Rasmussen: Glad for at selskabet råder over en stor sum penge til indkøb når muligheden  for en god handel byder sig.

Hanne Olsen: Problemer med at modtage foreningen invitationer elektronisk.

T. Nellemann: Skift papirformat i Edb-opsætningen.

Dirigenten afsluttede herefter generalforsamlingen og takkede for god ro og orden

d.:    31/3- 2003                                      d.       31 / 3               -2003

Christian Schwartzbach, dirigent            Torben Sørensen, referent 

 

 skilleranke1.gif (4467 bytes)

Smagning af vine fra Morey-St.-Denis 28 marts 2003

referent: Torben Sørensen

I den lange række af kommuner i Côte d´Or var vi denne gang nået til Morey-St.-Denis. Her har vi været på besøg før, til en smagning for snart mange år siden, så det var spændende at se hvorledes udviklingen havde været siden sidst.

Nu skal denne skribent ikke prale af fotografisk hukommelse så det har krævet lidt opslag at få det hele stemt af, men her følger aftenens smagning som Deres ydmyge referent oplevede den.

Vi lagde for med 5 Village vine fra 4 forskellige producenter. Årgangene spændte fra 1996 til 2000. Domaine Hubert Lignier havde village vin med i årgangene 1996 som 2000.

For at starte her: Den ældste var forbløffende udviklet – det var en moderat mørk vin med et tydelig orange skær i kanten, og en helt klassisk pinot-næse. Smagen som anført fuldt udviklet, blød, velafbalanceret og lige til at gå til. God drikkeklar vin til 200 kr.! Den yngste af de to vine var uden det orange skær – der var tobak og eukalyptus; enkelte svang sig op til cedertræ i næsen. Balancen i vinen var rigtig god – tanninen var nok lidt tør, men de fleste troede på at der var frugt nok til en flot vin om 4-6 år. Prisen var 220 kr. hos La Domaine.

Domaine Clerget havde en village vin fra 1999 med en del peber i næsen – den blev lidt blødere efter et stykke tid i glasset. Smagen var lidt kantet / uharmonisk lige nu. Formentlig et forbigående fænomen. Prisen kr. 220 hos KB.

Alex Gambel – denne nye ”mytiske” figur i Bourgogne havde en village årgang 2000 med. Her var en god sødme fra fadet i næsen – smagen velafbalanceret med en god balance mellem tanin og frugt. Lige nu var der ikke så ”meget” til munden, men om 3-8 år var de fleste enige om at her var et rigtigt godt glas. Prisen var 275 hos Millesime. Domaine Fery-Munier havde den sidste village med – igen årgang 2000. Her var en flot næse og fin balance i fadet. Smagen vakte begejstring – igen sødme/fedme med en flot balance og en dejlig harmonisk vin. Nok den bedste village vin her og nu til en pris af kr. 203 i KB.

Herefter gik vi over til to 1. cru vine. Den første var ”La Riotte, vielles vigne” fra domaine Perrot-Minot i årgang 2000. Farven var markant dybere end village vinene. Initialt en ganske lukket vin der kun langsomt åbner sig. Smagen var fantastisk – masser af moden tanin i munden, lækker, lækker! Prisen var kr. 310 i Bourgognehuset.

Den anden 1. cru var en blanding af flere villes vigne stokke fra forskellige første cru marker som Hubert Lignier stod for – igen årgang 2000. Farven var dyb, dyb. Der var her en begyndende åbning idet man kunne ane en meget lækker, sødmefyldt vin, hvilket til fulde blev bekræftet når man smagte på vinen. Fremragende, velafbalanceret vin til at gennem måske 5-6 år. Som alle gode vine var den heller ikke helt tosset nu! Pris kr. 450 hos La Domaine.

De sidste tre vine til smagningen var Grand Cru – alle i årgang 1999. Den første fra Clos-St-Denis marken, domaine Magnien. Den var ved at ”lysne” i kanten – lukket, men efter et lille stykke tid en fin hindbær bouquet i næsen. Balancen var umiddelbart noget problematisk – måske et stadie i vinens udvikling? Lige nu ikke så spændende i hvert fald. Pris kr. 265 hos La Côte.

De sidste to var Clos de la Roche fra henholdsvis Piere Amiot og Armand Rousseau.

Farven var hos begge dyb, meget dyb. Amiot havde en vin der var noget toastet i næsen og meget fadpræget i det hele taget. Den var god i smagen og skal have en masse år for at får ”løbet” den intensive behandling lidt af sig inden man drikker den. Ikke så god som Rousseau! Pris kr. 435 hos Vignoble. Rousseau lukkede og slukkede smagningen. Vi fik her en vin der også havde fået fad men som var mindre toastet og mere kærnemælkspræget lige nu. Smagen var med masser af moden frugt – Som al god vin med en balance der lovede rigtigt godt til de lykkelige mennesker, der har en kasse stående i kælderen til om 6-10 år. Pris kr. 485 hos Vignoble.